John Rawls

Faktaboks

John Rawls
Født
1921
Død
2002

Artikelstart

John Rawls, 1921-2002, amerikansk filosof, siden 1962 professor ved Harvard University. Hans hovedværk, A Theory of Justice (1971), betragtes som et af 1900-t.s vigtigste bidrag til politisk filosofi. Rawls bygger heri på den klassiske forestilling om en samfundspagt, som indgås mellem ligestillede og frie individer og derefter regulerer samfundet og dets måde at fungere på. I realiteten var hans ærinde at formulere nye principper for en retfærdig fordeling i et samfund. I stedet for utilitarismen eller en ældre tids naturretstænkning opstillede han to grundlæggende, prioriterede principper, som han tillægger fundamental betydning. Ifølge det første princip har ethvert individ en vidtgående ret til frit at handle, såfremt denne handlen ikke er til skade for andre, ifølge det andet bør uligheder i samfundet, herunder økonomiske forskelle, kunne begrundes i at være til gavn for de svagest stillede, og de bør være knyttet til sociale positioner, som alle principielt skal kunne opnå.

Rawls' tanker er siden blevet betragtet dels som udtryk for en ny naturret, dels som forsvar for en socialdemokratisk tankegang. Hans teori er ikke alment accepteret, men den har fx inspireret kvinderetten og haft stor betydning for samfundsdebatten. Se også frihed, moral og retfærdighed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig