Jerome S. Bruner

Faktaboks

Jerome S. Bruner
Født
1. oktober 1915
Død
5. juni 2016

Jerome S. Bruner, Jerome Seymour Bruner, 1.10.1915-5.6.2016, amerikansk psykolog. Siden 1940'erne har Bruners videnskabelige produktion afspejlet — og været forud for — den skiftende tidsånd inden for psykologien.

I 1940'erne arbejdede Bruner inden for den såkaldte New Look-psykologi, der påviste, hvordan menneskers behov spiller en rolle for deres perception. I 1950'erne var han med til at indføre den retning, der undersøgte informationsbehandlingens betydning for tænkning, perception og hele undervisningsprocessen.

I 1960'erne undersøgte han sammenhængen mellem kulturelle processer og det enkelte menneskes intelligensudvikling. I 1970'erne demonstrerede hans eksperimenter, hvordan spædbarnets intelligensudvikling er et resultat af dets førsproglige kommunikation med andre mennesker. I 1980'erne blev Bruner fortaler for narratologi og konstruktivisme.

Jerome S. Bruner har skrevet en lang række bøger, hvoraf flere er oversat til dansk; især har bogen Acts of Meaning (1990) opnået stor udbredelse. 1996 kom The Culture of Education og 2003 Making Stories: Law, Literature, Life.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig