Jean-Jacques Annaud, f. 1943, fransk filminstruktør, uddannet i reklamebranchen. Han modtog en Oscar for sin debutfilm, kolonikomedien La Victoire en chantant/Noirs et blancs en couleurs (1976, Sorte og hvide i farver), men fik sit egentlige gennembrud med stenalderfilmen La Guerre du feu (1981, Kampen om ilden). Herefter har han især frembragt internationale filmatiseringer, først The Name of the Rose (1986, Rosens navn) efter Umberto Ecos roman og siden L'Amant (1992, Elskeren) efter Marguerite Duras. Ind imellem de to lavede han L'Ours (1988, Bjørnen) om en bjørneunges udvikling. Efter et par mere ujævne film lavede han Enemy at the Gates (2001), som er en effektfuld skildring af Slaget ved Stalingrad under 2. Verdenskrig. Han vendte tilbage til dyreverdenen med Deux Frères (2004, Tigerbrødre).
Jean-Jacques Annaud
Faktaboks
Jean-Jacques Annaud
- Født
- 1943

Jean-Jacques Annaud. Sean Connery i Annauds Rosens navn (1986). Connery spillede hovedrollen som en engelsk franciskanermunk, William af Baskerville, der i 1327 besøgte et norditaliensk kloster og hjalp den stedlige abbed med at opklare en række mystiske mord på ordensbrødrene. Filmen var en international co-produktion: En fransk instruktør skabte et værk, baseret på en italiensk roman af Umberto Eco, med engelsk tale, finansieret af italienske, franske og vesttyske tv- og filmselskaber.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.