Faktaboks

Jane Aamund
Født
8. november 1936
Død
29. januar 2019

Jane Aamund er en af nutidens mest læste danske forfattere. Tre år i træk (1997-99) blev hun kåret som årets yndlingsforfatter af kunderne hos boghandlerkæden Bog & idé. Her hædres hun i 1998 med boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, for Colorado Drømme, der er solgt i omkring 300.000 eksemplarer (2001).

.

Jane Aamund var en dansk forfatter og journalist; søster til Asger Aamund. Jane Aamund blev kendt for den folkelige slægtstrilogi Klinkevals (1989), Juliane Jensen (1990) og Oven vande (1992) om livet på Christianshavn omkring 1900.

Den selvbiografiske kærlighedsroman Colorado Drømme (1997) fandt med sine ugenerte erotiske beskrivelser og sine skildringer af genkendelige ægteskabs- og familiekonflikter et stort publikum og gjorde Jane Aamund til en af 1990'ernes mest læste danske forfattere.

Den efterfulgtes af endnu en bestseller, erindringsbogen Den grønne port (1998), om forfatterens barndom og ungdom i 1940'ernes og 1950'ernes Danmark. Erindringerne fortsattes i Den hvide verden (2000), der bl.a. rummer en nøgtern og åbenhjertig beretning om Jane Aamunds mange år som kræftpatient. Flere af hendes romaner er filmatiseret.

Romanerne om Jane Aamunds mødrene slægt i Lemvig, Vesten for måne (2002) og Udlængsel (2004), er præget af det store livsoverskud, der går igennem hele forfatterskabet på trods af skildringer også af barske vilkår og store tab. Efterfølgende har Aamund skrevet et værk i to bind, De grønne skove (2008) og Smeltediglen (2009), om landmanden Jens, der i midten af 1800-tallet emigrerer til Argentina. Herudover er udkommet romanerne Vindue uden udsigt (2011) og Naboens søn (2013) samt erindringsromanen Onklerne og deres fruer (2014), der tager et forældet og uddøende mandeideal under behandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig