Jan Carlzon, f. 25.6.1941, svensk erhvervsleder. Chef for rejsearrangøren Vingresor 1974, administrerende direktør for Linjeflyg 1978, chef for SAS flyvevirksomhed 1980, administrerende direktør og koncernchef i SAS 1981-93. Carlzon havde til at begynde med stor succes med sin decentraliseringspolitik. Han fik genoprettet korpsånden i SAS, men kom i modvind i 1990'erne, bl.a. på grund af SAS' tabsgivende engagement i hotelbranchen, og fratrådte i 1993. Carlzon har skrevet bogen Riv pyramiderne ned! (1985) om filosofien bag sin virksomhedsledelse. Siden 1994 har Carlzon etableret og ledet en række firmaer inden for rejse-, telekommunikations-, it- og investeringsbranchen.