Ivar, d. 873, konge af Dublin fra omkring 853 sammen med Olav, enekonge fra 871. Ivar plyndrede det nordøstlige Skotland i 870 og omtales ved sin død i de irske klostres årlige optegnelser, de irske annaler, som konge over vikingerne i "hele Irland og Britannien". Beretningerne om Ivar lå langt senere til grund for fortællingerne om den danske sagnhøvding Ivar Benløs (Ingvar), der var søn af Regnar Lodbrog og Kraka, bror til Halfdan og Ubbe. Ifølge sagnet havde han ingen knogler, men kun brusk — heraf tilnavnet. Se Lodbrogsønnerne.