Irland - uddannelse, I Irland er uddannelse, der i reglen udbydes af statsstøttede, ofte katolske institutioner, traditionelt et anliggende for forældre og kirke. Som følge heraf er den lovreguleret i mindre grad end i andre industrialiserede lande. Der er undervisningspligt fra 6.-15. år, men de fleste børn begynder skolegangen i fireårsalderen. Der findes da heller ikke en offentlig førskole. 82% (1992) fortsætter uddannelsen efter undervisningspligtens ophør.

Efter den otteårige grundskole fortsættes i op til seks år i enten selvejende almene skoler (secondary schools), selvejende erhvervsskoler, der også tilbyder almen uddannelse, (vocational schools), statslige enhedsskoler (comprehensive schools) eller lokale enhedsskoler (community schools). Denne undervisning, der i visse af disse skoleformer er opdelt i to niveauer, en treårig junior school og en toårig senior school, kan fra 1992 efter tre års undervisning i alle skoleformerne afsluttes med Junior Certificate. Først så sent som i 1967 blev elevbetaling afskaffet i sekundærskolerne.

Landet har fire universiteter, bl.a. det 400-årige, højt estimerede University of Dublin Trinity College, samt et større antal andre højere uddannelsesinstitutioner.

Læs mere om Irland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig