Irland - forvaltning, Lokalforvaltningen udgøres af 29 amtsråd og 85 byråd af forskellig karakter. Alle rådsmedlemmer vælges efter forholdstalsvalgmåden normalt hvert femte år. Valgret har alle bosiddende i området over 18 år, der er optaget på valglisten.

Lokale forvaltningsopgaver er bolig- og byggepolitik, veje og trafiksikkerhed, vandforsyning og kloakering, udviklingspolitik, miljø, landbrug, uddannelse, sundhedsvæsen og velfærd. Opgaverne er i stigende grad overgået fra mindre forvaltningsenheder til de resursemæssigt bedre udrustede amtsråd.

Det lokale styre er opdelt, idet de valgte medlemmer er besluttende instans vedr. fastsættelse af lokale skatter, optagelse af lån, vedtagelse af udviklingsplaner og lokal regelfastsættelse, mens ansatte amtsrådsdirektører udfører alle de opgaver, der ikke udtrykkeligt er forbeholdt de valgte repræsentanter, ligesom de forestår administrationen af de øvrige lokale forvaltningsenheder.

Læs mere om Irland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig