Indien (Planteliv), I hele Indien er den oprindelige vegetation kraftigt påvirket af skovfældning og opdyrkning. Langs Malabarkysten findes dog stadig store områder med mangrovevegetation samt tropisk regnskov med bl.a. palmer, bambus og figenarter. Størsteparten af subkontinentet syd for Gangessletten var oprindelig dækket af monsunskov med teak, mahogni, sandeltræ og Dipterocarpus-arter. I NV-Indien findes åben, løvfældende skov og savanne; de tørre områder af Rajasthan har en flora med flere arter med arabisk-afrikansk udbredelse. I Assam og på de lavere skråninger af det østlige Himalaya forekommer tæt bjergregnskov, højere oppe nåleskov og krat af Rhododendron. I Sikkim mellem Bhutan og Nepal ligger trægrænsen på ca. 4200 m; den alpine vegetation domineres af holarktiske slægter som fx kodriver, stenbræk og ranunkel.