Iguaçu er en flod i det sydlige Brasilien; 1320 kilometer lang. Den udspringer i et bjergområde nær Atlanterhavskysten og løber vestpå til udmundingen i Paraná. På det sidste stykke danner den grænse til Argentina, og ved grænsen mellem de to lande ligger et af verdens mest spektakulære vandfald, Foz do Iguaçu.
Faktaboks
- Også kendt som
-
spansk Río Iguazú
På den argentinske side ligger en skovdækket nationalpark med en farverig blomsterflora og et rigt fugleliv; stier fører tæt forbi mange af de omkring 275 større og mindre vandfald. Den brasilianske side rummer også en nationalpark; landskabet er her mere åbent med panoramisk udsigt over de nedstyrtende vandmasser. Både den argentinske og den brasilianske nationalpark er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Vandfaldenes samlede front er næsten 21/2 kilometer, og faldhøjden 60-80 meter; i regntiden er den samlede vandføring ca. 13.000 m3/s.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.