Huari, Wari, præcolumbiansk kultur i Perus centrale højland, ca. 600-1000. Huari, der ekspanderede hurtigt, kontrollerede områder fra Cajamarca i nord til Moquegua i syd og havde nær kontakt til Tiahuanaco-kulturen i det nuværende Bolivia. Administrationscentre blev opført over hele landet. Hovedstaden, Huari Wakaurara, som lå ved Ayacucho, havde et areal på ca. 300 ha og var inddelt i kvadrater med lange smalle passager. Husene med indre gårde var opført i sten.

Huari-kulturen er karakteriseret ved en speciel ikonografi: den antropomorfe stavgud (se også Chavín de Huántar), stiliserede ansigter, falke og en strålende sol. Ikonografien ses på tekstiler og keramik, der er fundet i offerdepoter sammen med fintforarbejdede guld-, sølv- og turkisarbejder. Snarere end som en militær erobringsstat ses Huari i dag som en ekspanderende præsteskabsstat, der optog Andesområdets religionsformer i sig. Huari betragtes som en af Inkarigets forløbere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig