Huê, tidligere kejserby i det centrale Vietnam; ca. 297.700 indb. (2007). Huê ligger ved Song Huong 'Parfumefloden' 16 km fra Det Sydkinesiske Hav, hvor lavlandet snævres ind til en smal stribe mellem havet og Annamite Chain. En moderne by findes på flodens højre bred med bl.a. tekstilindustri og et dansk-vietnamesisk-ejet bryggeri. Økonomisk er udviklingen gået langsommere end i fx nabobyen Da Nang. Huê blev hovedstad i 1802, da kejser Gia Long, den første kejser i Nguyen-dynastiet, samlede Vietnam.

Byen er stadig præget af kongegrave og pagoder og optræder på UNESCO's Verdensarvsliste; citadellet er bygget med Den Forbudte By i Beijing som forbillede. Fra 1887 var byen hovedstad for det franske protektorat, selvom Nguyen-dynastiet officielt bestod indtil 1945. Under Tet-offensiven i 1968 blev Huê indtaget af den kommunistiske befrielsesfront (FNL), som beholdt magten i en måned. Byen blev ødelagt af bombardementer, og mange civile dræbt, herunder flere tusinde som følge af kommunistiske massakrer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig