Faktaboks

Henri Alexis Brialmont
Født
25. maj 1821
Død
21. juni 1903

Henri Alexis Brialmont var en belgisk generalløjtnant, fæstningsbygmester og militærskribent.

Brialmont ledede fra 1860 arbejdet med bygningen af en ny befæstning af Antwerpen. Han blev i 1868 direktør for Krigsministeriets Operationsafdeling, og i 1877 blev han som generalløjtnant chef for Ingeniørkorpset. I 1883 udsendtes han som rådgiver til Rumænien med henblik på at udarbejde et nyt forsvarssystem. I perioden 1888-1892 ledede han arbejdet med bygningen af grænseforsvarsfæstningerne Namur og Liège. Efter sin afsked i 1892 var han rådgiver i Konstantinopel i forbindelse med udbygningen af byens forsvar.

I sine sidste leveår viede han en del af sin energi til indførelse af almindelig værnepligt i Belgien, samtidig med at han skrev en lang række bøger om fortifikation og andre militære emner. Brialmont blev opfattet som den største ekspert i Europa i et omfattende internationalt broderskab af befæstningsingeniører, der søgte hans råd og vejledning; blandt disse var den danske ingeniørofficer, oberstløjtnant E.J. Sommerfeldt, der var en af drivkræfterne bag Københavns befæstning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig