Faktaboks

Heimito von Doderer
Født
1896
Død
1966

Heimito von Doderer, 1896-1966, østrigsk forfatter. Heimito von Doderer deltog i både 1. og 2. Verdenskrig; i 1933 gik han ind i det i Østrig forbudte naziparti, men trådte ud igen efter "Anschluß".

Heimito von Doderer har skrevet romaner, fortællinger og essays. De fleste af hans værker foregår i Wien, hvor han selv boede det meste af sit liv, således de to kendteste romaner Die Strudlhofstiege (1951) og Die Dämonen (1956), der med ironisk distance og med et skarpt blik for det groteske i hverdagen skildrer et tværsnit af storbyens mennesker.

Menneskets opgave er ifølge Doderer at gøre sig fri af enhver form for ideologi eller "anden virkelighed" og bryde igennem til den ideologifri "første virkelighed", der dog i høj grad ligner en idealiseret borgerlighed.

For forfatteren er ideologifriheden forudsætningen for en uhildet betragtning af virkeligheden. Hans ofte komplicerede fortælleteknik er beregnet på at spejle virkelighedens kompleksitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig