Harry Frederick Harlow

Harry Frederick Harlow var en amerikansk psykolog og professor ved Wisconsin University. Harlow er kendt for sine meget omfattende og grundige forsøg med rhesusaber i 1940'erne og 1950'erne, hvor han har påvist, at nysgerrighed (exploratory drive) er medfødt, at gentagelser i indlæringsforsøg fører til dannelse af læreindstillinger (learning sets), og at abeungers manglende kontakt med moderen (social deprivation) medfører varige sociale og følelsesmæssige skader.

I en af Harlows mange forsøgsrækker blev nyfødte rhesusaber isoleret fra deres artsfæller og anbragt i et bur med en erstatningsmor af ståltråd eller én beklædt med blødt stof. Figurerne havde størrelse og form, så de svarede til en voksen abe. Begge slags "mødre" kunne forsynes med en sutteflaske foran på brystet, så ungerne kunne die som hos en levende abemor. Ungerne tilbragte megen tid hos stofmoderen og næsten ingen tid hos ståltrådsmoderen, og det gjaldt, uanset om denne var forsynet med sutteflaske eller ej. Langtidsvirkningerne for ungerne var store og delvis uoprettelige: 1) de kunne senere ikke finde ud af at indgå i social leg med andre unger, 2) de kunne ikke klare sig i flokken under slagsmål, og 3) de kunne ikke finde ud af at parre sig, når de blev kønsmodne, eller passe deres afkom.

Resultaterne har haft stor indflydelse på forskning i menneskebørns grundlæggende behov for kontakt og samvær og for vores viden om langtidsvirkningerne af tidlig og langvarig adskillelse fra moderen, modersavn, bl.a. undersøgt af den amerikanske læge og psykoanalytiker René Spitz og den britiske psykoanalytiker John Bowlby.