Harald Engman, 1903-1968, dansk maler. Engman, der var autodidakt, skildrede de mere ydmyge sider af København i 1930'erne, sidegader i nattebelysning, værtshuse og prostituerede. Under 2. Verdenskrig udførte han stærkt antinazistiske billeder, som resulterede i udstillingsforbud og lukning af udstillingen Sorte Faner i 1940. Han fortsatte sin virksomhed fra Sverige 1943, men malede ikke meget efter krigens afslutning.