Hans Svaning, ca. 1500-1584, dansk historieskriver. Svaning studerede i København og i Wittenberg. I 1539 blev han professor ved Københavns Universitet og gik i regeringens tjeneste som lærer for prins Frederik (2.) og som historisk skribent med den opgave at gendrive svenske historikeres beskyldninger mod Danmark. Han udarbejdede en latinsk fortsættelse af Saxos Danmarkshistorie. Den blev ikke i sin helhed trykt, og sammen med Svanings historiske samlinger brændte den i 1728. Brudstykker af hans arbejde er bevaret. De viser Svaning som en ukritisk historiker, hvis gætterier og forklaringer ikke vidner om stor indsigt og dømmekraft.