Hannes Alfvén var en svensk fysiker, siden 1940 professor ved Tekniska Högskolan i Stockholm og fra 1968 også ved University of California. Han var brorsøn til Hugo Alfvén.
Hannes Alfvéns arbejder vedrører magnetiske og plasmafysiske teorier og deres betydning for geo- og astrofysikken, især hvad angår Solsystemets og solpletters opståen og udvikling. Han fandt en sammenhæng mellem nordlys og ændringer i jordmagnetismen, der førte til en forståelse af ændringer i den kosmiske stråling.
I 1970 fik han nobelprisen for sine arbejder i magnetohydrodynamik og dens anvendelse i plasmafysikken (se Alfvénbølger). Alfvén var en ivrig samfundsdebattør og kernekraftmodstander. Han har skrevet bl.a. On the Origin of the Solar System (1954), Cosmic Plasmas (1981) og sammen med den svensk-amerikanske maringeolog Gustaf Arrhenius (1922-2019) Structure and Evolutionary History of The Solar System (1975).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.