Hammergranit, Bornholms lyseste granit med en ensartet, kornet struktur. Hammergranit har ca. 5 % biotit, 35 % kvarts, 40 % kalifeldspat og 20 % plagioklas. Den forekommer på de yderste 5 km af Bornholms nordspids og danner en yngre kerne, der er trængt delvis igennem den overliggende og beslægtede Vanggranit.

Rubidium-strontium-datering af granitten på ca. 1400 mio. år viser, at Hammergranit sammen med Vanggranit og Svanekegranit hører til Bornholms yngste granitter, dannet efter den sidste bjergkædefoldning i området. Under betegnelsen Almindingengranit findes midt på øen en granitforekomst, som svarer til Hammergranit.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig