Bjerringbro er hjemsted for en af Nordeuropas store leverandører af kontormøbler. HOLMRIS B8 A/S blev skabt, da to familieejede møbelvirksomheder med rødder tilbage til 1914, HOLMRIS A/S og konkurrenten B8 A/S, i 2018 fusionerede og samtidig fik en ny hovedaktionær.

Kapitalindsprøjtningen kom fra kapitalselskabet BWB Partners, der efter fusionen ejer 60 procent af aktiekapitalen. De resterende 40 procent var ejet af de hidtidige ejere af de to møbelvirksomheder, adm. direktør Henrik Holmris og en gruppe af hans ledende medarbejdere samt den tidligere hovedaktionær i B8, den mangeårige chef for Grundfos, Niels Due Jensen.

I 2024 blev hovedparten af HOLMRIS B8 overtaget af kapitalfonden MC HB8 Aps.

HOLMRIS B8 producerer og sælger ikke kun kontormøbler, men også møbler til indretning af hoteller, skoler og plejehjem.

Virksomheden har hovedsæde i Bjerringbro og fabrikker i Bjerringbro, Silkeborg og Vemmelev samt en række showrooms og logistikcentre i ind- og udland.

Virksomheden beskæftiger i alt ca. 250 medarbejdere, heraf omkring halvdelen i Bjerringsbro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig