Guy Mollet, 31.12.1905-3.10.1975, fransk politiker. Mollet blev som ung medlem af socialistpartiet SFIO og gik i 1942 ind i modstandsbevægelsen. Han var efter krigen borgmester i Arras 1945-75, blev i 1945 deputeret og spillede som SFIO's generalsekretær 1946-69 en central politisk rolle. 1956-57 var Mollet leder af en regering, som trods valgløfter om det modsatte intensiverede krigen i Algeriet og tolererede anvendelse af tortur. Hans regering iværksatte endvidere i samarbejde med briterne den mislykkede Suezaktion i 1956 og underskrev Romtraktaten i 1957. Mollet støttede i maj 1958 de Gaulles tilbagevenden til magten, bidrog væsentligt i udarbejdelsen af Den Femte Republiks forfatning og indgik i de Gaulles regering 1958-59. Fra 1962 markerede han sig som modstander af gaullismen.