Guldfeber, The Gold Rush, amerikansk film fra 1925, skrevet og instrueret af Charlie Chaplin, der også spillede hovedrollen. Guldfeber er et hovedværk i stumfilmen og i Chaplins produktion. Hovedpersonen, en vagabond, søger guld i Yukon, forelsker sig i en dansepige, spillet af Georgia Hale (1906-85), og finder efter mange genvordigheder guldet og lykken. Chaplin udsendte i 1942 en sentimental version af Guldfeber med ham selv som fortæller. Blandt de komiske højdepunkter i filmen er scenen, hvor den sultplagede Chaplin spiser sine støvler.