Grini 1945
Befrielsesdagen på Grini. Det norske flag rejses på baraktaget, og fangerne samles for at lytte til Churchills tale, som sendes over højtaleren.
Af /Gyldendal.
Licens: CC PD

Grini var en tysk fangelejr ved Oslo. Grini var oprindelig et kvindefængsel, men blev overtaget af tyskerne som fangelejr i april 1940. I løbet af 2. Verdenskrig sad i alt ca. 20.000 personer i kortere eller længere tid i Grini. Ved nytårstid 1945 var belægningen ca. 4500, heraf 600-700 kvinder. Mishandlinger forekom, men i almindelighed blev fangerne godt behandlet. I sommeren 1944 blev otte dødsdømte henrettet på Grini.

Fangerne etablerede en selvforvaltning, der fik stor betydning for forholdene i lejren; her udformedes partiernes fællesprogram for efterkrigstidens samarbejde. Kendt er også det såkaldte Folkeuniversitet, hvor bl.a. litteraturprofessor Francis Bull holdt mere end 1000 foredrag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig