Globe Theatre, det navnkundigste elizabethanske teater, eftersom en stor del af William Shakespeares dramatik uropførtes her. Globe Theatre blev bygget 1599 i træ på Themsens sydbred, Southbank, blandt værts-, hore- og dyrekampshuse, etablissementer, som ikke måtte forefindes i selve London. Dets flag viste en globus med henvisning til hele verden som en scene.

Globe Theatre var en mangekantet bygning rundt om en åben gård, hvor scenen ragede frem. Det skønnes, at teatret rummede 2000-3000 tilskuere; publikum sad i tre etager eller stod rundt om scenen. Bygningen og et halvtag over scenen var stråtækt.

I 1613 brændte Globe Theatre under en forestilling. Det genopførte teater stod til 1644, da det puritanske styre lod det nedrive.

I 1989 fandt man et fragment af fundamentet, og i 1997 blev en tro kopi af teatret indviet tæt på det oprindelige teaters beliggenhed. Her spilles hvert år fra maj til oktober.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig