Gian Luigi Fieschi, 1522-1547, genovesisk adelsmand. Fieschi søgte at forandre styreformen i Genova i opposition til Andrea Doria, der var i forbund med Spanien. Han forsøgte først at myrde Doria og allierede sig bagefter med Parma, Frankrig og Firenze for at vinde magten. Imidlertid druknede Fieschi i havnen under oprøret, som derefter sluttede. Han er hovedperson i Schillers tragedie Fiesco fra 1783.