Faktaboks

Georg Jacobsen

Johan Georg Christian Viggo Valdemar Jacobsen

Født
17. september 1887, København
Død
14. februar 1976, Frederiksberg
"Danmarks Frihedsråd"

Georg Jacobsen, Danmarks Frihedsråd, maleri, afsløret i 1953. Mange af de afbildede sad ikke i rådet samtidig, men er her bragt sammen af kunstneren. Fra venstre ses Niels Banke (1907-1983), C.A. Bodelsen, Mogens Fog, Arne Sørensen, Aage Schoch, Frode Jakobsen, Børge Houmann, Alfred Jensen, Erling Foss, Hans Øllgaard, Erik Husfeldt og siddende (th.) Ole Chievitz. Arne Noe-Nygaard og Jørgen Staffeldt, som var medlemmer i korte perioder, samt SOEs repræsentanter i Danmark, Flemming Muus og Ole Lippmann, mangler.

"Danmarks Frihedsråd"
Af /Frederiksborgmuseet.

Georg Jacobsen var en dansk maler og arkitekt med både malerisk og teoretisk interesse for kompositionsprincipper og proportionslære. Udlært som murer blev han 1906-1911 uddannet som maler på Kunstakademiet.

Han var inspireret af Cézanne og kubisterne og under opholdet i Paris 1919-35, hvor han mødte Diego Rivera og flere norske freskokunstnere, arbejdede han i skrift og maleri med sine proportionsteorier. Senere udgav han bogen Noget om konstruktiv form i billedkunst (1965).

Som professor ved kunstakademiet i Oslo 1936-1940 og gennem venskabet med Jean Heiberg fik Jacobsen stor og langvarig betydning for norsk kunst. I Danmark udstillede han med Den Frie Udstilling fra 1930, udførte freskoer til Søndermarks Krematorium i København (1935-1938) og Lyngby Rådhus (1943-1950) og malede til Frederiksborgmuseet gruppebilledet Danmarks Frihedsråd (1951-1953).

Han modtog både Eckersbergs Medalje og Thorvaldsens Medalje (hhv. 1936 og 1964).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig