Gateshead, del af den engelske millionby Newcastle-upon-Tyne på sydsiden af floden Tyne; 120.000 indb. (2011). Gateshead var tidligere udskibningshavn for kul og producent af jern og stål. Da arbejdsløsheden i 1936 nåede 46%, oprettedes det storstilede projekt Team Valley Estate med regeringsstøtte til blandet industri. Siden er havnen og kulområdet lukket, og i stedet er opført Europas største butikscenter, MetroCentre (1987), med 5 km overdækkede gader, 168.892 m2 butiksareal, 330 forretninger, 50 caféer og restauranter, bowlingbaner og indendørs tivoli. Centret, der er et tilløbsstykke med op til 200.000 besøgende om lørdagen, havde 24 mio. gæster i 2005. Det er omgivet af et motorvejssystem, adgang foregår med bus eller bil, og kundeoplandet har en radius på over 100 km.

På en mindre bakke lidt udenfor byen står Antony Gormleys kolossale skulptur Angel of the North (1998), en 20 m høj skikkelse med et vingefang på 54 m. Skulpturen er blevet en af Gatesheads største seværdigheder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig