Gambiafloden, flod i Vestafrika, 750 km lang. Floden udspringer i Fouta Djalon i Guinea og løber gennem Senegal og Gambia til Atlanterhavet. Mundingen er et 20 km bredt tidevandspræget estuarie, og saltvandsmiljøet strækker sig mere end 100 km op ad floden med mangrove langs bredderne. Efter regntiden oversvømmes store områder i floddalen. Indtil bygningen af hovedvejen gennem Gambia i 1970'erne var floden livsnerven i landet.