Friedrich Ferdinand von Beust, 1809-1886, saksisk og østrigsk statsmand. Efter en karriere som saksisk diplomat blev von Beust i 1849 udenrigsminister i kongeriget Sachsen og fra 1858 tillige førsteminister. Af frygt for et kommende preussisk overherredømme i Det Tyske Forbund støttede han Østrig i landets kamp med Preussen om lederskabet i forbundet, samtidig med at han søgte det størst mulige spillerum for de mindre tyske stater. Da Preussen havde besejret Østrig i 1866 og tvunget landet ud af Det Tyske Forbund, gik von Beust i østrigsk tjeneste. I 1866 blev han udenrigsminister og året efter ministerpræsident. Han afsluttede formelt det færdigforhandlede forlig (Ausgleich) 1867 mellem Østrig og Ungarn, og som rigskansler i forfatningsorganet for østrig-ungarske fællesanliggender 1867-71 søgte han at modarbejde en ny tysk stormagt under Preussen.