Free Cinema, britisk dokumentarfilm-bevægelse fra 1950'erne. Bevægelsen, der begyndte og sluttede med en række opsigtsvækkende visninger på Londons Filmmuseum 1956-59, kombinerede social ansvarsbevidsthed med en uformel, hverdagspoetisk filmstil. Ledende skikkelser som filminstruktørerne Lindsay Anderson, Karel Reisz og Tony Richardson erklærede sig fri af kommercielle hensyn, men også fri af den tiltro til samfundets institutioner, som lå bag de klassiske britiske dokumentarfilm i 1930'erne og 1940'erne. I berømte, uafhængigt producerede kortfilm som Andersons O Dreamland (1953) om en forlystelsespark og Every Day Except Christmas (1957) om et blomstermarked samt Reisz' We Are the Lambeth Boys (1959) om en ungdomsklub finder man en personlig og livlig fremstilling af samspillet mellem det moderne storbymiljø og individet. Talsmændene for Free Cinema blev i sin tid forbundet med de "vrede unge mænd" i samtidens anti-konventionelle litteratur- og teatermiljøer og repræsenterer et i britisk sammenhæng sjældent forsøg på at forene teori og praksis i en kunstnerisk bevægelse. Hovedaktørerne i Free Cinema udnyttede deres erfaringer i den britiske spillefilms såkaldte ny bølge i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne, hvor den nationale tradition for kritisk, social realisme hævdede sig med betydelig, international gennemslagskraft.