Faktaboks

Fredric Henric af Chapman
Født
9. september 1721, Göteborg
Død
19. august 1808, Blekinge
Fredric Henric af Chapman

Den svenske skibsbygger Fredric Henric af Chapman, malet af Lorentz Pasch.

Af .

Fredric Henric af Chapman var en svensk skibskonstruktør.

Chapman studerede matematik og skibsbygning, bl.a. under årelange ophold i England, Holland og Frankrig, og han blev i 1757 ansat som skibsbygmester ved den svenske flåde. Her konstruerede han en række helt ny skibstyper specielt beregnet til brug i den svenske og finske skærgård. Fra 1783 virkede han som værftsadmiral og leder af skibsbygningen i Karlskrona, hvor han med en hidtil uset rationel arbejdstilrettelæggelse på syv år byggede ti linjeskibe og ti fregatter, alle med fremragende egenskaber.

Chapmans store fortjeneste var, at han evnede at kombinere teoretisk viden og praktisk kunnen og dermed hævede skibsbygning fra rent håndværk til videnskab. Hans forfatterskab var også omfattende og af stor betydning. Især skal nævnes værket Architectura navalis mercatoria (1766-1768, Bygning af handelsskibe), der beskrev det teoretiske grundlag for bygningen af en række handelsskibstyper.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig