Frederik Lynge, 1889-1957, grønlandsk politiker. Lynge virkede som lærer og siden som handelsbestyrer, fra 1947 som kolonibestyrer i Qullissat (Qutdligssat), hvilket dengang var en sjælden post for en grønlænder. Han var 1927-55 medlem af Nordgrønlands Landsråd og den førende politiker i landsdelen; MF for samme fra 1953. Lynge ønskede Grønland integreret i Danmark for derved at komme ud af fattigdom, sygdom og uvidenhed, men han var samtidig meget bevidst om at bevare Grønlands kultur og særpræg.