Franz Conrad von Hötzendorf, 1852-1925, østrigsk greve og officer, feltmarskal 1916. Conrad von Hötzendorf blev chef for den østrig-ungarske generalstab i 1906. Han indså, at de stadig voldsommere nationalitetskampe i og omkring Østrig-Ungarn kunne føre til statens opløsning, og ønskede derfor en præventiv krig på Balkan og mod Italien. Conrad von Hötzendorf regnes for en af 1. Verdenskrigs største hærførere, men politisk uenighed med den unge kejser Karl 1. førte til hans afgang som øverstkommanderende i marts 1917, hvorefter han indtil juli 1918 ledede en armégruppe i Italien. Han skrev internationalt anerkendte værker om militær taktik og udgav sine erindringer Aus meiner Dienstzeit (1921-25).