François Magendie, 1783-1855, fransk fysiolog, der fra 1831 var professor i medicin ved Collège de France, Paris. Han udførte talrige fysiologiske eksperimenter og gjorde mange banebrydende iagttagelser, herunder at rygmarvens bageste nerverødder formidler sanseindtryk, mens de forreste leder impulser til skeletmuskulaturen. Han var antagelig den første, der beskrev anafylaksi efter at have sprøjtet hønseæggehvide ind i dyrs blodårer. Han ydede også bidrag til grundlæggelsen af farmakologien ved bl.a. at undersøge optagelsen af stryknin i kroppen.