Fontenay, tidligere cistercienserkloster i Bourgogne i Frankrig, stiftet i 1119 som datterkloster af Clairvaux. I 1130 flyttede Fontenay til sin nuværende beliggenhed, som gav grundlag for betydelig uld- og jernproduktion, hvilket gjorde klosteret til et økonomisk kraftcenter. I 1791 blev det opløst, og bygningerne solgt. Herefter fungerede stedet som papirfabrik, indtil man i beg. af 1900-t. påbegyndte restaureringen. Komplekset ejes siden 1906 af den franske stat.

Fontenay er et af cistercienserordenens ældste og bedst bevarede klosterkomplekser og et skoleeksempel på ordenens systematiske og puritanske stil. Kirken, der blev opført 1139-47, har kor og østkapeller med lige østmur og midterskib dækket af et spidsbuet tøndehvælv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig