Flora Nwapa, 1931-1993, nigeriansk forfatter af skønlitteratur for børn og voksne. Hendes to første romaner, Efuru (1966) og Idu (1970), om stærke kvinder udkom i England. Efter borgerkrigen 1967-70 blev Flora Nwapa minister i East Central State, tidligere Biafra, og siden begyndte hun sit eget trykkeri og forlag. Romanen Never Again (1976) og novellerne i Wives at War and Other Stories (1980) handler om krigen set fra børns og kvinders synspunkt. Modergudinden Uhamiri eller Mammy Water, som forener destruktive og opbyggende kræfter, er en undertekst i Women Are Different (1986) og hovedfigur i den posthume fortælling The Lake Goddess (1995).