Flémallemesteren

Flémallemesteren var en nederlandsk maler, sandsynligvis identisk med Robert Campin, som virkede i Tournai i årene 1406-1444.

Flémallemesteren har fået navn efter et alter i Flémalle nær Liège, i dag på Städel Museum i Frankfurt am Main. Sammen med brødrene Hubert og Jan van Eyck fik han stor betydning for periodens nederlandske kunst.

Flémallemesterens særlige udtryksform må ses i sammenhæng med udviklingen mod større plasticitet og volumen inden for skulpturen, fx hos Claus Sluter, og med den religiøse inderlighed og mystik, der var en del af tiden.

Karakteristisk for Flémallemesteren er en patetisk, individuel personkarakteristik, især i kristne temaer som Kristi fødsel (ca. 1430, Musée des beaux-arts, Dijon).

Hans madonnaer er gengivet som yderst jordnære kvindeskikkelser, anbragt i hverdagsagtige borgerlige miljøer og iført pragtfulde gevandter. De er ofte skildret læsende eller afbrudt i læsningen, som det ses i Madonna med barnet foran en kaminskærm (før 1430, National Gallery i London).

Som elev af Flémallemesteren førte Rogier van der Weyden dennes religiøse udtryksfuldhed og følelsesdybde til kulmination.