Filippinerne – massemedier, Filippinerne havde formelt fuld pressefrihed, indtil præsident Marcos indførte undtagelsestilstand i 1972, der medførte hårdhændet styring af medierne. Da præsident Aquino overtog magten i 1986, forpligtede hun sig derfor til at respektere pressefriheden, men en nødretslov fra 1989 bemyndiger bl.a. præsidenten til midlertidigt at overtage kontrollen med de medier, der truer de nationale interesser.

Flertallet af aviser og radio- og tv-stationer ejes af få velhavende familier og forretningskoncerner. En delvis undtagelse er den katolske kirkes publikationer og netværk af radiostationer samt den katolske kortbølgestation Radio Veritas Asia, der sender på 14 sprog.

Antallet af aviser er firedoblet siden Marcos' fald, men det totale oplag er uændret. De vigtigste aviser udgives i Manila, og den mest indflydelsesrige er Philippine Daily Inquirer (1985) med et oplag på 250.000 (2006). Et par hundrede aviser udgives fra provinshovedstæderne. Det nationale nyhedsbureau PNA (Philippines News Agency, 1973) er statsejet.

Læs mere om Filippinerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig