De to søsterselskaber Fibertex Personal Care A/S og Fibertex Nonwovens A/S udspringer af Det Østasiatiske Kompagni A/S (ØK), der grundlagde virksomheden i Aalborg i 1968 med en produktion af nålefilt til tæppebagsider, der betegnes som nonwovens-tæpper. Senere kom produktion af geotekstiler og nonwovens til møbel- og madrasproduktion og tekstiler til bleer og hygiejnebind til.

I 2002 blev Fibertex overtaget af det aarhusianske børsnoterede industrikonglomerat Schouw & Co. Finans A/S, der i 2011 opsplittede Fibertex i to selvstændige virksomheder: Fibertex Nonwovens A/S og Fibertex Personal Care A/S – begge med hovedkontor på Svendborgvej i Aalborg.

Fibertex Nonwovens er i dag en af verdens største producenter af ikkevævede tekstiler til industrielle og tekniske anvendelser (der i dag også omfatter akustik-, auto-, bygge-, filter- og kompositindustrien). Der er produktionsselskaber i Tjekkiet, Frankrig, Tyrkiet, USA og Sydafrika samt salgsdatterselskaber i Frankrig, Spanien, Portugal, Indien og Kina. Virksomheden beskæftiger ca. 850 medarbejdere.

Fibertex Personal Care hører også til verdens førende virksomheder inden for produktion af ikkevævede tekstiler til brug i bleer, hygiejnebind og inkontinensprodukter. Foruden nonwoven-produktionen i Aalborg har virksomheden også nonwoven- og printproduktion i Malaysia og printproduktion Tyskland – via sit tyske datterselskab Innowo Print. Fibertex Personal Care Group beskæftiger ca. 680 medarbejdere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig