Ferenc Molnár, 1878-1952, ungarsk forfatter. Han studerede jura i Genève og Budapest, men levede som journalist og forfatter. Hans første romaner, En herreløs båd (1901) og Drengene fra Paulsgade (1907), viste Molnárs umiskendelige talent for at fortælle en god historie i et let og ukunstlet sprog. Højdepunktet i hans realistisk-ironiske prosa var romanen En krigskorrespondents erindringer (1916). Som dramatiker havde han succes med en række humoristiske skuespil, der udleverede den borgerlige moral. Efter 1. Verdenskrig skrev han en lang række boulevardkomedier, der også gjorde ham berømt uden for Ungarns grænser. I slutningen af 1930'erne vendte han tilbage til prosaen med romanerne Den grønne husar (1937) og Efterårsrejse (1939). Efter at være emigreret til USA skrev han skuespillene Panoptikum (1944) og Kejseren (1946) og koncentrerede sig om nybearbejdelser af sine tidligere lystspil, hvoraf flere har været opført i Danmark.