FMS

FMS, flexible manufacturing systems, maskineri til mekanisk fremstilling, som hurtigt kan omstilles til forskellige produktioner. Mekanisk fremstilling er karakteriseret ved, at et emne bearbejdes til sin færdige form ved et antal enhedsprocesser, fx boring, fræsning, drejning, stansning og bukning. Flere emner samles med komponenter fra underleverandører til et færdigt produkt. Et FMS-anlæg kan skifte værktøjer, således at en total mekanisk bearbejdning kan foretages af én maskine. FMS-teknologien indebærer, at indføring af råmaterialer og skift af værktøjer sker computerstyret. Robotter anvendes til håndtering af materialer og emner undervejs i fremstillingen og til samling til et færdigt produkt.

FMS-teknologien er en væsentlig forudsætning for rationel fremstilling af emner i små serier. Med FMS opnås konkurrenceevne ved en høj grad af automatisering. Den menneskelige indsats flyttes fra produktionen til mere specialiseret planlægning og programmering. Se også automatisering, computer aided manufacturing og industrirobotter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig