Fürstenberg, tyske adelsslægter fra henholdsvis Schwaben og Westfalen. Den ene slægt tilhørte et af de ældste schwabiske fyrstehuse med aner tilbage i Karl den Stores tid og spillede en rolle i det voksende frankiske kejserdømme. Den westfalske gren af slægten ejede slottet Fürstenberg ved Ruhr og havde aner tilbage til begyndelsen af 1200-t. Medlemmerne af familien deltog aktivt både i den civile og i den militære administration af Det Tysk-romerske Rige og i kurfyrstendømmet Köln.