Eyre, Lake Eyre, stor saltsø i South Australia, ca. 5800 km2. Søen er delt i to, som forbindes af den udtørrede Goyderkanal. Lake Eyre opstod under fugtigere klimaforhold i Tertiærtiden som udløb for et forgrenet flodsystem. Nu er nedbøren så begrænset, at søen kun fyldes et par gange hvert århundrede. Den kolossale fordampning i det hede område efterlader en tyk saltskorpe.

Med sin enorme, ubrudte og jævne overflade er Lake Eyre ideel til hastighedsforsøg med køretøjer; i 1964 satte Donald Campbell (1921-67) således verdensrekord her med 849 km/h.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig