Eugénie - fransk kejserinde

Faktaboks

Eugénie
født:
1826
død:
1920

Eugénie portrætteret 1854 af Franz Xaver Winterhalter (1805–1873).

.

Eugénie, 1826-1920, fransk kejserinde af spansk-skotsk adel. Eugénie voksede op i Paris og levede et mondænt liv i Frankrig og England, indtil hun i 1853 ægtede Napoleon 3.

I 1856 fødte hun den ønskede arving, kejserprinsen Eugène-Louis. Hun var smuk, elskede pragt og mode og kastede glans over kejserdømmet ved begivenheder som verdensudstillingen i Paris 1867 og Suezkanalens åbning 1869.

Hun øvede en vis politisk indflydelse i konservativ og katolsk retning. Ved krigsudbruddet 1870 blev hun i kejserens fravær regent, men måtte efter nederlaget og Republikkens udråbelse 4/9 flygte til England. Hun levede tilbagetrukket efter i 1873 at have mistet sin mand og i 1879 sin søn, der faldt på engelsk side i Zulukrigen.

I 1892 lod hun opføre en pragtvilla "Cyrnos" (det græske ord for Korsika) på Cap Martin ved Menton med den danske Hans-Georg Tersling som arkitekt og boede skiftesvis her og i sit hjem i Farnborough.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig