Etienne van Heerden, f. 1954, sydafrikansk forfatter, der skriver på afrikaans. Han brød igennem med novellesamlingen My Kubaan (1983, Min cubaner), hvis titelfortælling skildrer frygt og uvirkelighedsfølelse hos en sydafrikansk soldat udstationeret i Namibia. Hans hovedværk er romanen Toorberg (1986, da. Slægtens tale, 1991), der i selvironisk krønikeform fortæller om boerslægten Moolmans forfald i en søvnig udørk af Kapprovinsen, hvor historiens vingesus kun mærkes som en svag luftning. En tilsvarende sans for de galgenhumoristiske aspekter af det hvide overherredømmes sidste dage er bærende i romanen Casspirs en campari's:'n historiese entertainment (1991, Panservogne og verandadrinks: En let historisk anretning).