Electrolux, svensk industrikoncern, stiftet i 1910 som Elektromekaniske AB og i 1919 fusioneret med AB Lux. Virksomhedens første produkt var en støvsuger, et produkt, som til stadighed har været en succes for koncernen.

Produktudbuddet er gennem tiden udvidet gennem bl.a. opkøb af virksomheder, fx Wascator i 1973, Husqvarna i 1978, Gränges i 1980, det italienske Zanussi i 1984 og det danske Atlas i 1986, og det omfatter ud over husholdningsapparater til både privat og professionel brug også plæneklippere, motorsave, aluminiumsprofiler m.m.

Electrolux-koncernen, som har hovedsæde i Stockholm, sælger ca. 40 mio. produkter årligt i 150 lande. Koncernen havde i 2012 ca. 56.000 ansatte og en omsætning på 110 mia. svenske kr.

Electrolux' danske hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig