Egypten - politiske partier, Det politiske system i Egypten er siden landets uafhængighed i 1922 undergået store forandringer. Fra 1922 og frem til 1952 var systemet formelt pluralistisk med flere forskellige partier, men da konstitutionen havde overdraget store beføjelser til monarken, betød det i praksis, at det dominerende politiske parti, Wafd, kun sjældent havde den politiske magt.

De Frie Officerer, der tog magten ved et kup i juli 1952, forbød kort tid efter alle politiske partier. I stedet oprettedes forskellige enhedsorganisationer, nemlig Frihedsunionen 1952-54, Den Nationale Union 1957-62 og Den Arabiske Socialistiske Union 1962-78, der skulle fungere som bindeled mellem den militære politiske ledelse og befolkningen. Af disse kom kun Den Arabiske Socialistiske Union (ASU) til at spille en rolle, selvom den afgørende politiske magt kom til at ligge hos Det Revolutionære Kommandoråd (RCC).

I midten af 1970'erne liberaliseredes det politiske system. I første omgang blev der inden for rammerne af ASU skabt mulighed for etablering af fraktioner, og fra 1977 blev det tilladt at danne egentlige politiske partier. Dannelsen af religiøst funderede partier blev forbudt ved lov.

Det politiske liv i Egypten var derpå indtil 2011 domineret af Det Nationale Demokratisk Parti, der har vandt alle valg siden 1978. Det nye Wafd-parti, etableret i 1978, blev forbudt og fik først mulighed for igen at etablere sig i 1983. Både det og flere mindre centrum- og venstrepartier har med mellemrum boykottet valgene til parlamentet ved henvisning til, at den militære undtagelsestilstand, der trådte i kraft efter Sadat blev myrdet i oktober 1981, gav regimet mulighed for at intimidere de andre politiske partier.

Eftre revolutionen i 2011 blev Det Nationale Demokratiske Parti forbudt; Det Muslimske Broderskab dannede Friheds- og Retfærdighedspartiet, som vandt valget i 2011/12. Partiet blev dog forbudt igen efter urolighederne efter kuppet i 2013. Der findes nu en lang række partier i Egypten.

Læs mere om Egypten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig