East Sussex.

.

East Sussex, amt (county) i det sydøstlige England ved Den Engelske Kanal; 1709 km2, 526.700 indb. (2011). Lewes ved floden Ouse er det administrative center og et vigtigt handelscenter. Det verdensberømte operahus Glyndebourne ligger lige uden for byen.

Amtet er mod syd domineret af højdedragene South Downs, der består af kalksten og løber næsten parallelt med kysten. De gennemskæres af flere floder, bl.a. Arun, Ardur og Ouse. Stejle kalkstensklinter ud mod kysten kendetegner især den østlige del, bl.a. ved Hastings. På grænsen til naboamtet Kent ligger Weald, et område med sand og ler dækket af skov og hede, der hæver sig op til 240 m højde.

Landbrug findes hovedsagelig nær kysten, hvor især kvægavl har stor betydning. Klimaet er mildt, og her dyrkes frugt, humle, korn og rodfrugt. Kysten har talrige badestrande og udgør en del af "den engelske riviera". Kystbyerne, der har haft kraftig vækst af især pensionister fra middelklassen, udgør et næsten sammenhængende, aflangt byområde. Her ligger amtets største by, Brighton, der er Englands mest besøgte badeby med en af Europas største marinaer; Brighton er i administrativ henseende udskilt fra East Sussex. Andre kendte badebyer er Eastbourne, Pevensey og Hastings, alle med togforbindelse til London.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig