ELSAM

ELSAM, tidligere et samarbejdsorgan for seks jysk-fynske kraftværksselskaber: Fynsværket, Sønderjyllands Højspændingsværk, Skærbækværket, Midtkraft, Vestkraft og Nordjyllandsværket. Organisationen blev stiftet i 1956 til varetagelse af en række fællesopgaver, der efterhånden kom til at omfatte finansiering, brændselsindkøb, lastfordeling, udbygningsplanlægning og håndtering af restprodukter fra elproduktionen. ELSAM stod tillige for anlæg, drift og planlægning af det overordnede transmissionsnet, herunder HVDC- forbindelserne til Sverige og Norge og vekselstrømsforbindelsen til Tyskland.

Selskabet blev omorganiseret i 1998, idet alle aktiviteter vedrørende transmissionsnet og systemansvarlig virksomhed blev overført til det nyetablerede selskab Eltra. Eltra indgik siden (2005) i en fusion med andre danske transmissionselskaber til det landsdækkende transmissionsselskab Energinet.dk. I 2000 blev de seks jysk-fynske kraftværksselskaber sammenlagt under navnet Elsam A/S (fra 2003 Elsam Kraft A/S), og Elsam overgik da fra at være et samarbejdsorgan til at være ejer af de jysk-fynske kraftværker. Projektering af kraftværksblokke, vindmølleparker o.l. blev varetaget af det 100%-ejede datterselskab Tech-wise A/S (indtil 2001 A/S Elsamprojekt). Den samlede produktionskapacitet på Elsam Krafts anlæg var i 2005 4167 MW, heraf 522 MW fra vindmøller. Elsam-selskaberne havde hovedsæde i Skærbæk ved Fredericia. Ved den store energifusion i 2006 blev Elsam Kraft overtaget af DONG Energy, dog således at Nordjyllandsværket, Fynsværket og en del vindmølleparker overgik til det svenske Vattenfall.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig