Drummond, skotsk adelsfamilie, der i 1300- og 1400-t. var tæt knyttet til kronen og i øvrigt blomstrede frem til 1800-t. Margaret Drummond blev i 1363 David 2.s dronning, men ægteskabet blev ophævet i 1370. Arabella Drummond (ca. 1350-1402) blev gift med Robert 3., og Margaret Drummond (1472-1501) var Jakob 4.s elskerinde. Slægtens ene gren bar fra slutningen af 1600-t. titlen hertug af Perth, den anden titlen hertug af Melfort. I nyere tid har slægten ikke haft politisk betydning.